Robinsonaden er en skøn genre, hvor eleverne virkelig kan folde sig ud som skabere af deres helt eget univers. Det er samtidig vigtigt at gøre klart for eleverne, at der er en række genrekrav, som de skal kende og beherske. Dem kan de se på denne planche. Til robinsonaden hører der bl.a. en fast komposition, som de skal bygge deres fortælling op efter. Det vil derfor være en god ide, at lade dem lave en række stikord til hver af de seks episoder i handlingsforløbet, inden de skriver. Desuden skal eleverne også have besluttet sig for en fortæller og en synsvinkel, inden de går i gang. Vælger de at skrive robinsonaden som en dagbog, giver det sig selv, men hvis de vælger at skrive den som en roman, skal der træffes nogle valg. Planchen viser kravene til en robinsonade, og kan derfor også bruges i en evalueringsfase. Man kan fx lade dem svare på: Har I overholdt genrekravene, har I fulgt den faste komposition, og har I husket at fastholde synsvinklen igennem hele fortællingen? Man kan vælge at bruge responsark til robinsonade til dette evalueringsarbejde.
Som ekstraopgaver eller som afslutning på forløbet kan man få eleverne til at tegne deres ø, eller lade dem lave love til øen.
|