I min tidligere 4. klasse arbejdede vi med de helt grundlæggende tekstanalystiske begreber i et litteraturforløb. Vi havde fokus på, hvad litteratur egentlig er for noget, og hvilke redskaber vi kan bruge til at forstå litteratur.
Mange elever er glade for visuelle udtryk, som de kan forbinde deres viden med. Jeg har derfor lavet en planche med de mest almindelige litterære begreber. Planchen forklarer ikke begreberne, men viser dem blot. Men det er også nok til en start, da eleverne skal vænne sig til at høre og bruge begreberne som en del af tekstarbejdet. Efterhånden kommer forståelsen af begrebernes indhold også på plads. Det er en rigtig god ide at lade eleverne træne disse begreber med et spil gulvdomino. De litterære begreber er defineret i Tekstanalyse - en opslagsbog. Planchen hænger på væggen i klassen i A3-format, og hver elev får en kopi i A4 til deres mappe.
|